Jeg nyder at reparere mine ting, at lappe huller og få tingene til at holde lidt længere. Det giver mig en enorm tilfredshedsfølelse. Men er det alt vi skal fikse ? Kan man reparere det hele og skal man?
Nogle gange er det svært, nogle gange står man med noget, hvor det ikke længere giver mening. Hvor den tid man skal bruge på at fikse det er en stor pris at betale, fordi det alligevel ikke rigtig bliver godt. Og så er der andre gange hvor processen i at lappe lidt, er det vigtigste af det hele.
Jeg har arvet nogle sofapuder, de fleste af os har set sådan nogle modeller før. De her med broderet midte og en “ramme” i noget blødt stof, enten rund eller firkantet.
3 af dem er okay, men den sidste er træt. Måske lidt mere end bare almindeligt træt. Men, jeg er gået igang med at lappe den, og sørge for at den holder længere. Ikke fordi det gør puden finere, det gør det absolut ikke, men fordi den her pude minder mig om noget. Puden minder mig om et hjem hvor der altid var plads, hvor jeg altid var velkommen. Puderne er nok syet af min farmor, i hvert fald nogle af dem og de har været i min farmor og farfars sofa så længe jeg kan huse. Min farmor døde for 14 år siden, og for en måned siden døde min farfar, pludseligt. Han var 96 år gammel, og en mand der virkelig havde haft et fint liv. Han var så frisk som alderen tillod ham og var det her heldige menneske der til det sidste havde det godt, og en morgen bare ikke rigtig vågnede.
Han nød sit liv til det sidste og havde sit eget lille rækkehus, hvor vi stadigvæk var mere end velkomne, hvis ellers han var hjemme. Han havde nemlig til det sidste et virkelig socialt liv, der tit inkluderede spontane besøg af bekendte han havde. Han fik lige præcis den afslutning på det hele som han havde fortjent, og som jeg tænker vi alle sammen drømmer om. Den tanke vil jeg holde fast i, den gode tanke om, at det var lige som det skulle være. Selvom det bliver svært, vi andre var ikke klar til at give slip og sige farvel.
Puderne fik jeg med hjem da vi tømte hans hus. Jeg vil gerne arve ting jeg kan huske og ting jeg kan glæde mig over at bruge, som f.eks. sofapuderne til sofaen og når vi holder fødselsdag kan vi tage oldefars fine lagkage spade frem og bruge, samtidig med at vi kan huske på den gode mand han var.
Nu er jeg så gået i gang med at reparere den, ikke så meget for pudens skyld(den kan sagtens leve noget tid endnu med revnerne), men for min egen. I mens jeg lige så stille syer alle revnerne sammen, så prøver jeg, at vænne mig til tanken om at han ikke er her mere. Det er svært, og jeg savner ham, men puderne er blevet min egen form, for stille terapi, først syede jeg dem alle sammen der hvor syningerne var gået, og nu det her virkelig møre stof. Jeg kan mærke at processen hjælper mig med at bearbejde noget og lidt bedre forstå, hvad det betyder, at han ikke er her længere.
Jeg kunne have valgt at skille det hele ad, og sy en ny ramme, eller lappe revnerne bagfra og montere hele puden igen, for at gøre det “finere” og mere “usynligt”. Men det ville ikke været rigtigt, jeg beholder ikke puden fordi den er flottere end alle andre puder, det er fordi det er DEN pude. Livet er heller ikke usynligt og uden synlige sår, er det? Livet er ud over at være smukt og fint også både rustikt, hårdt og brutalt til tider. Det tænker jeg er meningen med det hele. og for mig, kan den her lapning godt symbolisere alt det min farfar og farmor stod for. Deres liv har om noget været hårdt, samtidig med at det har været fint og fuld af en masse gode minder. Det ville på ingen måde give mening at gemme det væk og lade som det ikke har været der.
VI kan ikke bare gemme livet væk og kun holde på glansbilledet af det hele. Så puderne er her til at minde mig om det. Lige som min farmors æblekage skål, der har været brugt oceaner af gange i mange år. Den er fuld af små skår og ridser. Men den er lige præcis som den skal være. Et billede på livet som det er og det minde jeg har om nogle mennesker der for mig var rigtig vigtige.
Der hvor jeg egentlig gerne vil hen med det her er, at vi skal lappe og passe på alt det, der har en betydning for os. og alt det der kan bidrage med værdi. Samtidig med at vi skal gøre det præcis som vi tænker det er rigtigt. Nogle gange for processens skyld og andre gange for slutresultatet. Sådan er det med håndarbejde, der er altid en proces og et slutresultat. Minimum den ene af delene skal give mening for os. 🙂
Gem de vigtige minder, dem der giver dig værdi!
