Billedet øverst er fra et event i Aarhus for snart mange år siden, hvor forskellige kunstnere satte ting op i Marselisborg skoven. Denne her stod der, med den flotteste udsigt. Vi stod op kl. 4 om morgenen og gik derned og så solopgangen ved den her glaskugle.

Fra vi er børn får de fleste at vide; “Du skal gå i skole, så du kan blive til noget”, “Du skal opføre dig ordenligt”(Betyder nok, bare vær som alle de andre, så går det ikke helt galt).

Mange spørger deres børn “Hvad lærte du i skolen i dag?”, “Var du god?”, “Hvad fik du af karakter?” . Alle de her spørgsmål kommer før “Hvordan var din dag i dag?”, “Har du haft det sjovt”, “Er der noget der er svært, du har brug for hjælp til?” osv.

Når vi blev lidt større blev fokusset – Hvad vil du når du bliver stor, du skal huske at vælge en god uddannelse så du kan få et godt job, dine karakter er rigtig vigtige nu, alle dine studiejobs kan være vigtige for dit CV.

Hvad så når vi bliver voksne og sætter spørgsmålstegn ved de her ting af den ene eller den anden årsag.

Selv er jeg i den situation, at jeg kæmper med nogle skavanker i mine hænder, der gør at jeg faktisk ikke er i stand til at passe et fuldtidsjob inden for mit fag. Jeg vidste det egentlig godt allerede under uddannelsen. Jeg arbejdede videre, jeg vidste det også da jeg besluttede at tage en civilingeniør. Mine hænder gjorde ondt, min krop var presset. Men jeg fortsatte, uddannelsen var “vigtig”, jeg skulle jo ud i et arbejdsliv på 40+år, med et vigtigt og godt job.

Lysten til at passe ind i Ingeniør-kassen, den forsvandt. Jeg skulle i følge min uddannelse ikke bare være maskiningeniør, jeg skulle være projektleder, eller noget lignende, større. Jeg kunne ikke helt enes med det. Vel, var jeg god til mit fag, jeg var faktisk rigtig dygtig. Men langsomt forsvandt lysten. Jeg fødte min søn 6 uger for tidligt 6 måneder efter jeg færdiggjorde studiet. Det er noget af det hårdeste jeg nogensinde har været med det. At se på et så lille barn, plasteret ind i ledninger, og vide at måske blev det godt, og måske ville han komme ud med mén af det. Den lille fyr var så presset de første år af hans liv, jeg var presset og vi som familie var presset. Drømmen om det der liv der jo er meningen, job, hus, bil, børn osv. det forsvandt.

Og hvem er vi når de der “almindelige” drømme forsvinder? Hvem er vi, hvis vi ikke kan/vil passe ind i de kasser der er blevet opstillet for os, siden vi var børn?

Jeg tror og jeg håber inderligt, at vi er nogle mere frie og stærkere mennesker. Det er hårdt og svært, at gøre noget andet end alle de andre. Det er ikke altid nemt, at være med ved frokostbordet på arbejde, når der bliver snakket om Teslaer, store biler, dyre huse, frisør, nyt tøj, dyre fester, vilde rejser osv.
Jeg kan godt forstå, at alle de her ting er spændende, og jeg kan godt forstå at det er vigtigt for nogen. Der er bare ikke en eneste af de her ting jeg prioritere.

På den anden side, er jeg ikke låst fast i mit arbejde, vi er ikke fanget i at skulle passe vores arbejde for at kunne finansiere vores forbrug. Ikke fordi vi ikke har penge, det har vi. Men for dem vil jeg hellere købe min frihed.

Jeg vil være den der viser mine børn at der er en anden vej. Det er svært, det er hårdt, det er til tider ensomt! Men for mig, for mine børns fremtid og for planetens fremtid er jeg overbevist om, at det er den rigtige vej.

Vi er nødt til at gøre noget andet, tænke anderledes og flytte os. For det vi gør i dag, er det der har sat os i den situation vi er i nu, med et klima der er ved at bukke under, på grund af det pres vi har lagt på det.