Forfatter: Ghitagjerlevsen

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #4

Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.

Det er helt naturligt fra menneskets side, hele tiden at søge nyt, større, vildere og mere. Hele tiden at skulle noget nyt og at føle at det, at stå stille er en form for fiasko.

Jeg har det sidste lange stykke tid i perioder været ramt af det. Bor vi mon i det rigtige hus, kunne vi få noget bedre, noget med mere ude-plads, tættere på noget familie, måske endda bolig som var delevenlig. Jeg kigger tit på andre muligheder. Ikke fordi jeg helt ved hvad jeg vil have, eller hvor vi skal hen, men fordi den her følelse af ikke helt at være der, hvor jeg syntes jeg skal være, rammer mig. Vores liv er på mange måneder stillestående, samtidig med, at jeg syntes vi mentalt flytter os meget.

Vores børn er ved, at nå en alder, hvor vi som forældre, på flere tidspunkter af døgnet føler os overflødige. Og når vi så er det, så får vi tid til at tænke. Tænke på om det hele nu også er godt nok, om det er det rigtige vi gør.

I dag blev jeg ramt, af den følelse som jeg har længtes aller mest efter. Den der følelse af at det hele er okay og at jeg er lige der hvor jeg skal være, der hvor vi skal være.

Det startede med, at jeg tidligere i dag fik min egen fødselsdagsgave til mig selv hjem(okay, det er måske en uge eller to for tidligt), men det var nu den udkom. May My Humaidans bog nr. 2. BLØDT. Jeg var på vej på arbejde (Jeg har stadigvæk kun mit onsdagsarbejde), jeg snuppede pakken med på vejen, havde en følelse af at jeg ville få brug for den.

Arbejde var svært i dag, jeg døjede med en del smerter i mine arme, men det er der som sådan ikke noget unormalt i.
Over middag kom solen frem, jeg fik færdiggjort de sidste ting, og kørte mod vandet. Jeg skulle ud og bade. Skærbæk strandpark(Lidt uden for Fredericia) har den vildeste vej ned til vandet. Man kører op over en stejl bakke, og så kan man ellers bare kigge ud over vandet, og kører stejlt nedad mod det. Vandet var vildt i dag, det blæste, samtidig med at solen skinnede. Det kaldte på mig.

Efter jeg havde badet, og lykkedes med at få mit tøj på igen, uden noget blæste væk, satte jeg mig op i bilen og læste det første kapitel af bogen inden jeg kørte hjem til min familie. May My jeg har savnet “din stemme”, siden sidst jeg læste Ærø manifæstet, der for mig har været en af de få bøger der virkelig efterlod mig med en følelse af at være blevet hørt, og af ikke at være alene.

Her til aften imens min mand puttede børnene gik jeg en tur, i den vildeste solnedgang. Fra vores hus, kan man gå direkte ind i skoven, og gå en lille rundtur, hvor man ender tilbage på grusvejen der fører mod vores hus. Da jeg kom ud af skoven, ramte det smukkeste røde lys mig, fuglene sang deres sidste toner for i dag og jeg følte en voldsom trang til at tage sko og strømper af og gå i bare tæer på grusvejen.
Måske kommer det lidt af en række af “invitationer” der er kommet fra et årsforløb hos Maria Lisette (Fra Hyldemors Have). Hvor vi igennem et helt år, følger årets og urternes gang i fællesskab. Her blev der inviteret til at starte dagen i bare tæer, bare 5 minutter udenfor. Da jeg læste det tænkte jeg, at det da alligevel var pokkers. For to dage siden løb min lille vilde datter ud i bare tæer og ville lave picnic og sætte telt op. Jeg bad hende pr. automatik om at tage sko på fordi det var koldt.
Men, måske jeg bare skal lade det her lille vilde hjerte få lov til at guide mig engang i mellem, og lade hende være i et med den natur hun elsker så meget.
I hvert fald havde jeg selv her til aften, en fuldstændig vild følelse af, at være landet lige der hvor jeg skulle være. Vores lille hus, med de to store tunneldrivhuse, skuret med julelyskæderne og vores høns, der var kravlet ind for natten, der lige midt i et fuldstændigt vildt lys, af solen der var på vej ned. Alt dette kunne jeg nyde den lange vej ned af vores grusvej, i bare tæer, det det lige der føltes som det eneste rigtige.

Jeg har søgt det og jeg har bare savnet, at have den her følelse af at det bløde liv, som Maj My kalder det, er helt okay. Og det er det der kommer til at redde os.

Nu vil jeg i hvert fald sige tak for i aften og sætte mig ned med min date for i dag (Manden er ude af huset), så for nu, vil jeg bruge resten af min aften i selskab med den her flotte gule bog BLØDT, som jeg allerede nu ved kommer til at sætte spor og fylde mig op med det jeg har brug for. En følelse af at være okay.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Det hele handler ikke om dig – Bog #2

Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.

Bogen “Det hele handler ikke om dig” er skrevet af Niels Overgaard og som min mand så fint sagde. “Den titel gør det altså svært at anbefale den til nogen. I hvert fald uden lige at knytte lidt kommentarer til hvorfor 🙂

Men ikke desto mindre så vil jeg gøre det alligevel. Niels Overgaard har skrevet en fantastisk velskrevet og inspirerende bog. Tit når man hiver teorier der er 2000 år gamle ind i en bog, så bliver det tørt, det bliver kedeligt og det bliver svært at forstå.
Niels har oversået den her bog med citater fra de gamle Stoikere, og på intet tidspunkt tænkte jeg, det her gider jeg simpelthen ikke læse. Fordi det hele er knyttet op på hvordan vi forholder os til tingene i dag. Citaterne var befriende, de gav mening og de gav en lyst til at forholde sig mere simpelt til livet.

Han slutter bogen af med nogle stoiske principper for at godt liv.
Jeg tror på mange måder vi han og de gamle stoikere har ret.

Vi er nødt til at give slip på de ting der ligger ude for det vi kan kontrollere. Niels Overgaard indskrænker det vi kan kontrollere til vores handlinger alene. Selv vores egen krop er uden for vores kontrol. Det kan lyde mærkeligt, men hvis du lige et øjeblik tænker over det, kan du så styre om du bliver syg, kan du styre om du får en skade, kan du styre hvordan din krop reagere efter bistik osv. ?

Du kan ikke styre det, lige meget hvor gerne du vil tro at det er inden for din kontrol. Du kan heller ikke styre om du bliver fyret, om naboen snakker grimt til dig og vil have en grim have, du kan ikke styre hvordan andre opfører sig over for dig.

Det du kan styre er DINE handlinger, altså hvordan du reagere på sygdom og skader, hvordan du forholder dig til din nabo, hvordan du tager en evt. fyring og dit generelle forhold til dit job og hvordan du agerer over for andre.

Det kan lyde voldsomt, men for mig var det virkelig befriende. Det betød at ansvaret for at jeg er lykkelig alene ligger i mine handlinger og hvordan jeg forholder mig til det liv jeg er givet. For livet er jo i virkeligheden kun til låns. Det bliver ikke længere af at vi tjener penge NOK, at vi har det rigtige hus på den rigtige adresse, det rigtige antal børn og det rigtige job. Hvis det til gengæld hele tiden er noget vi jagter, så vil vi blive stresset over det, for hvornår er det hele DET RIGTIGE ? Hvornår er nok, NOK.

“Det er ikke, at vi har kort tid at leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet os givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkede undervejs, er passeret” – Senecas essay “Om livets korthed” (Ca. år 49).

Citatet der her er gengivet på dansk og helt forståeligt er oversat af Niels Overgaard i hans bog. Bogen er fuld af de her citater der egentlig alle sammen siger;

  • fokuser på dine handlinger, dem kan du selv styre.
  • Vær god mod andre, det er det rigtige at gøre, og det vil bringe dig lykke.
  • Tænk hvad du kan gøre for andre.
  • Vær i nuet, det er det eneste sted der er værd at være. Fortiden kan du ikke ændre, fremtiden kan du ikke kontrollere.

Selv øver jeg mig i det her. Jeg øver mig i kun at fokusere på det jeg faktisk kan gøre noget ved. Jeg kan ikke ændre på at Trump nu er amerikansk præsident, eller at det regner det meste af vinteren. Jeg kan gøre mit aller bedste over for mine børn, men det betyder ikke at mine børn vil opfører sig ordentligt over for mig.
Jeg kan lade mit arbejde være et arbejde, hvor jeg møder ind og gør mit bedste med de opgaver jeg nu engang har når jeg er der. Det er ikke min opgave at forholde mig til hvordan de andre går på arbejde, eller vurdere om opgaverne nu engang giver mening. Det vil optage unødigt meget energi at skulle forholde sig til alle andre. Det er svært, og jeg øver mig hver dag.

Bogen sætter nogle ting i perspektiv og giver for mig rigtig meget mening. Bogen er for mig kommet på listen over bøger jeg nok skal læse igen på et tidspunkt. Det er på ingen måde tung og svær læsning, det er 220 sider fyldt med veloversatte citater og links til Niels eget liv og hvad der nu ellers er omkring ham, ingen hokus pokus og mærkelige ting man skal gøre, det hele kan faktisk være ret simpelt. En helt klar anbefaling herfra.

Jeg har endnu ikke besluttet hvad næste bog skal være. Er ikke igang med en der ville være rigtig god, at følge op efter den her med. Men måske jeg skal tilbage og kigge i det bøger der er på min liste over læste bøger for de sidste 2 år. 🙂

Har du en anbefaling til en bog jeg skal læse, så sig endelig til. 🙂

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Overvintring – Bog #1

Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.

Jeg læser mange bøger, syntes jeg i hvert fald selv. Jeg notere ned hvad jeg har læst i en notesbog. Titlen, forfatteren, og hvor mange sider den var. De små noter har givet at jeg i 2024 ved at jeg læste

55 Bøger – Der i alt gav 18.177 sider, hvilket svarer til 49 sider om dagen.
Jeg skriver først bøgerne ned når jeg er færdig med dem. Jeg er gerne i gang med flere på en gang. 🙂

Jeg har fået nydelsen og den gode oplevelse ved at læse tilbage. Jeg har egentlig altid været glad for bøger. Men jeg har haft nogle stressede og depressive perioder, hvor min evne til at lagre det jeg læste og i det hele taget huske de sidste 5 linjer var totalt væk.

Det er heldigvis kommet tilbage. Ikke af sig selv, men efter en del behandlinger hos en kropsterapeut og arbejde med mig selv.

Når jeg læser en god bog kan jeg opnå den samme ro i hovedet som jeg kunne med mit garn og strikkepinde/hæklenåle (Jeg har strikket og hæklet i mange år, brugt det som min egen terapi, men har de sidste par år kæmpet med store smerter i hænderne når jeg gør det). Der er stille i mit hoved når jeg læser noget der fanger mig, og ro i mit hoved er en sjældenhed.
Jeg vil gerne dele nogle af de her læseoplevelser og i forlængelse af min oplevelse med at genvinde lysten til at læse efter en svær periode vil jeg starte med;

OVERVINTRING af Katherine May

Om hvile og tilbagetrækning i livets svære tider.
Om vinteren læser jeg bøger af mere faglig karakter, biografier, lidt alternative selvhjælpsbøger osv. Om sommeren kværner jeg romaner.

Katherine fangede mig lige med det samme. Hun har en fantastiske beskrivende måde at skrive på. Teksten er simpel og let at læse.

Konstant sammenligner hun hendes egne oplevelser med en “Overvintring” med facts eller historier fra naturen eller andre kulturer; Hun er forbi; Hasselmusen og dens måde at gå i hi, hvordan træerne hver eneste vinter smider alle deres blade og trækker sig “tilbage” for, for at lade op til endnu en sæson, hun beskriver noget om honning bier, vinterbadning, den finske kultur med sauna osv osv. Jeg elsker de små historier.

Alle historierne handler om hvordan man om vinteren trækker sig tilbage, hviler og lader op til endnu en sæson. Det kan handle om vinteren i sig selv, der kan være svær at håndtere fordi solen holder sig væk i flere timer om dagen, det er koldt og folk holder sig mere for sig selv. Men det kan også være en “overvintring” som hun kalder det at komme igennem en svær tid. Selv beskriver hun hvordan hun kommer igennem, at hendes mand bliver meget syg, selv viser hun på et tidspunkt tegn på kræft og hendes søn der “pludselig” ikke vil gå i skole.

Bogen er 230 sider lang – Jeg slugte den på et par dage. En af de eneste bøger på det sidste som jeg faktisk læste næsten færdig som E-bog. Jeg havde ønsket mig den til jul men fik den ikke. Og da jeg så alligevel bare måtte igang, kunne jeg ikke vente på at biblioteket fik den hjem. Jeg køber nemlig som regel ikke bare bøgerne med det samme. Jeg læser bøgerne forholdsvist hurtigt, og derfor vil der ikke gå lang tid før de bare ville ende på hylden og måske blive læst igen, eller lånt ud.

Når jeg køber en bog er det som regel fordi: 1. Jeg kender den, og ved at den er det værd at have på hylden, fordi jeg vil vende tilbage til den igen og igen. 2. Der er SÅ lang ventetid på biblioteket, at jeg simpelthen ikke kan vente. Overvintring står nu igen på min ønskeseddel til min fødselsdag og ellers bliver den købt næste gang jeg har brug for at genbesøge bogen. 3. Bogen er smuk, ekstra velskrevet, indeholder de smukkeste billeder/illustrationer eller lignende. Jeg har pt. mange bøger om naturen; Urtebøger(husapotek), sankebøger, selvforsyningsbøger, det kan man finde i naturen, fordi jeg elsker at jeg bare lige kan tage dem fra hylden, for hurtigt at kigge efter noget, i stedet for at søge på google.

Jeg har nogle bøger jeg gerne vender tilbage til flere gange. Bøger som jeg læser igen, når det hele bliver lidt svært, eller jeg bare trænger til en fornemmelse af, ikke at stå alene med det hele. Katherine May’s overvintring kommer helt klart på den liste. Lige som Mark Manson med “Kunsten at være fucking ligeglad” og May My med “Ærømanifæstet”. Det er begge to bøger jeg har læst 3 gange og har stående herhjemme, jeg låner dem også gerne ud, når andre har brug for at læse dem. Mark Manson har i 3 år været en “tradition” i juleferien efter jul. Der hvor man virkelig har brug for at starte på en frisk i januar. Ikke fordi julen måske ikke har været god, men fordi Januar og et nyt år skriger på, at blive startet ud med et frisk syn på nogle ting.

Vær god ved dig selv, og læs bøger der er nærende for dig selv og giver dig selv en fornemmelse af at blive hørt, eller at være helt fordybet i noget.

Jeg håber næste gang jeg vender tilbage med en ny bog at jeg er færdig med “Det hele handler ikke om dig- Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening” af Niels Overgaard.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #3

Dette bloginlæg indeholder Affiliated links. Det betyder at hvis du trykker på de links jeg har sat ind, og køber noget på siden. Så modtager jeg en lille betaling fra hjemmesiden som tak for at dele deres produkter.

Jeg har den sidste time siddet foran vores brændeovn. Huset har været totalt mørkt. Det var ikke fordi jeg ikke kunne tænde lyset eller ikke fordi jeg ikke kan lide lys. Men jeg sætter pris på det simple. Og de sidste par morgener har jeg når børnene er blevet afleveret i skole eller ved bussen, gået hjem, slukket alt lys, og kun haft en lille lanterne tændt. Herefter har jeg lavet min kaffe, som jeg igen, fordi jeg nyder det, laver i et metal kaffefilter på tragt, som jeg sætter direkte oven på min kaffekop, og så laver kaffen på gammel vis, med kogende vand fra kedlen. Jeg nyder de par minutter hvor jeg skal stå og vente på vandet løber igennem bønnerne og bliver til kaffe.

Når jeg har færdiggjort kaffen har jeg sat mig foran brændeovnen, her til morgen har der været godt gang i den. Hjemme hos os står brændeovnen i køkkenet i hjørnet lige ved siden af terrassedøren, hvilket betyder at jeg kan sidde der og kigge ud af ruderne og langsomt se dagen komme, solen stå op og lyset overtage udenfor.
At sidde der i totalt mørke, hvor det eneste man kan høre er knitren fra brændeovnen, og engang i mellem vores livlige marsvin lege, det er en luksus jeg vil øve mig i at sætte mere pris på. Total ro, og ingen hastværk. Jeg havde intet jeg skulle før solen var stået helt op, sådan var aftalen med mig selv. Jeg måtte(Skulle faktisk) sidde der helt til solen var kommet frem og det var blevet lyst udenfor. Ingen musik, ingen telefon (Den har jeg stadigvæk ikke lige fundet igen), ingen ting. Bare kaffen, brændeovnen og den gode stol at sidde i.

Jeg kan anbefale det. At øve sig i at gøre det simpleste man kan komme i tanke om. Det kan virke lidt fjollet at slukke alt lyset, når vi jo i dag har så mange fine lamper og funktioner i husene. Før elektriciteten var det jo sådan folk stod op om vinteren, måske ventede de endda med at stå op til solen stod op, hvis der ikke var noget de skulle. Vinteren var en tid til ro, til at være mere inde, og tage ting mere roligt. Vi har glemt det i dag, vi har glemt at sætte farten ned engang i mellem.
Kroppen kan ikke holde til at kører med 180 km/t hele året rundt, De fleste gør det endda også når de har ferie, fordi der skal de jo nå alle de ting de ikke kan nå til hverdag.

Vinteren er tiden til at sætte farten ned, passe på sig selv, lade op igen og gøre klar til foråret igen kommer. Det er naturligt at sove længere om vinteren, kroppen har måske faktisk brug for det.

Hvis vi mærker efter(Det skal man huske at tillade engang i mellem), kan vi garanteret alle sammen mærke, at om vinteren er vi lidt mere trætte. Det er lidt hårdere at komme op og komme ud af døren. Det er faktisk helt naturligt. Vi er oprindeligt lavet til at skulle skrue ned om vinteren, før alle vores teknologiske opfindelser der gjorde det muligt, at kunne det samme om vinteren som resten af året. Lyset tændes når vi står op, gerne i hele huset, så vi ikke opdager at det stadigvæk er bælgragende mørkt uden for, bilerne de sættes til at varme op og tø op allerede inden vi har sat os ud i dem (Det er jeg altså stadigvæk forundret over, det kan min bil ikke. Jeg står stadigvæk og fryser mens jeg skraber og knokler for at få frosten af ruderne). Teknologien gør så mange ting mulige for os. Men det gør også, at vi glemmer hvad vi helt naturligt kommer fra og hvordan det “er meningen” vi skal passe på vores kroppe og sind om vinteren.

Jeg er igang med at læse en bog “Overvintring af Katherine May”. Den handler lige så meget om selve vinteren som om de “Vintre” vi skal igennem når der sker uforudsete og udfordrende ting (Sygdom i familien, hos os selv, børn der lider af skoleværing, perioder med stress osv), ting der gør at man er nødt til, at genoverveje hvordan man gør det hele og hvordan man skal komme igennem det. Og ikke mindst ting der gør, at man naturligt vil komme ud på den anden side “som en anden”. Den bog er fantastisk. Jeg er ikke endnu færdig. Men jeg nyder hver eneste side og hvordan hun hele tiden får flettet alle mulige facts og historier fra før i tiden ind, og fra andre kultuerer osv. om hvordan man klarer sin vinter. Jeg mangler 1/3, og indtil nu har vi været forbi; Finnerne og deres sauna og vinter i det hele taget, Hasselmusens måde at klare sig, Nordlyset og det næsten totale mørke helt nord på om vinteren, Ritualer ved vintersolhverv, Halloween, jul osv. Jeg er fascineret af hendes måde at skrive på og hun fanger mig virkelig, samtidig med at jeg tror at den bog er vigtig for os alle sammen. Jeg har det lidt lige som da jeg læste Ærømanifæstet af May My. Jeg følte mig hørt, jeg følte mig forstået og lige pludselig var jeg ikke alene med nogle af de her oplevelser. Det er en vild oplevelse.
Har du prøvet at læse en bog hvor du sidder tilbage med tanken at du er blevet hørt ? Hvis ikke endnu du har fundet den, så led videre, vær tålmodig og når du finder den, så sikre dig at køb den. Eller i hvert fald at du vil kunne låne den igen. For du får brug for den igen. Jeg vender tilbage til den her slags bøger igen og igen, som en trøst, når det er svært, eller når jeg har brug for at føle mig som en del af noget. Føle at jeg bliver hørt.

Nå, det blev langt 🙂 men mon ikke det kan gøre det for i dag. Jeg har stående på min liste, at jeg skal vende lidt tilbage til de her korte boganmeldelser af de bøger jeg får læst. Det tænker jeg skal blive til noget i år, igen. 🙂 Jeg har mange på listen jeg gerne vil dele med jer. 🙂 Rigtig mange gode bøger jeg har læst sidste år.

Billedet er generet af AI. Meget fint 🙂 Men uhyggelig brandsikkerhed i det rum, når man kigger nærmere. 🙂
Udgivet i af — Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #2

Hvornår er vi glade og hvornår er vores liv lige som vi drømmer om det ? Mit bud er at det aldrig vil være det HELE tiden, og det vil aldrig kunne blive ved med at være som vi drømmer om, uden at vi som mennesker flytter os.

Mit liv er ikke som jeg drømte om, det har på ingen måde fulgt planen, og på mange måder udlever jeg det “fortids-Ghita” ville have vurderet som det værste marridt. Men jeg har det godt, og jeg er mere tilpas med mig selv end jeg tror jeg nogensinde har været. Det i sig selv tænker jeg, for mange, kan lyde lidt misvisende. Vi har jo vores drømme om fremtiden og når vi så når dem, så er vi vel glade og lykkelige. Men som med 1000 andre ting er teorien ikke det samme som hvad der sker i virkeligheden.

Livet sker nemlig, der kommer ting ind fra både højre og venstre som vi ikke kan kontrollere. Vi er nemlig omgivet af levende ting og væsner alle steder. Vi kan ikke styre hvad andre mener om os, hvad andre gør ved os. Vi kan ikke kontrollere og styre naturen(Den slår igen som vi selv ville gøre, hvis det var os der blev forsøgt kontrolleret på den måde).
Og derudover ændre vi os også, vi bliver voksne og skal finde os selv, midt i den her vilde verden der egentlig syntes det var nemmest hvis vi alle sammen var ens.

Det jeg prøver at sige med alt det her, er at vi ikke kan sætte et sæt drømme og mål op som 22 årige og så forvente at vi bare kan kører ud af motorvejen for at nå dem. Og når vi så er 35 så har vi det hele, og så er vi lykkelige. Sorry, men sådan fungere det ikke.

I mine papirer stod der for mig, at jeg skulle ud og arbejde som civilingeniør, med projekter omkring forretningsudvikling med fokus på det tekniske. Jeg skulle have mig et godt job. Et par børn og et hjem, og så ville det hele ende godt.

I dag har jeg et konsulent job, på 5-7 timer om ugen. Det er det min krop fysisk kan holde til. Det er finansieret af os selv. Ingen flexjob, ingen førtidspension, ingen økonomisk støtte. Da jeg vurdere prisen for at ville kunne få de her goder, for mig mentalt er for høj. Da der egentlig ikke rigtig er nogle af de mennesker der vil skulle hjælpe mig, der vil anerkende graden af mine skader og udfordringer. Men skidt med det. Det er okay, det kan jeg leve med.

Jeg har to børn, som jeg elsker, ingen tvivl om det. MEN, de er begge født for tidligt, de har hevet en lavine af kontroller, sygehusbesøg, mentalt udmattende adfærd med sig, og taget min mentale stabilitet med sig i faldet. Det er okay, det løser vi og jeg er her 8 år efter den første ved at nå et udgangspunkt der hedder, at jeg er okay, vi er okay. FORDI vi tager et kæmpe ansvar i form af prioriteringer for vores børn. De går ikke i SFO, de har ikke ret mange legeaftaler, fritidsaktivitet er ikke noget vi rigtigt gør, og vi hiver dem ikke rundt til 100 ting i weekenderne. Fordi de ting ville vælte vores verden som familie og sende mine børn ud i et frit fald mod mistrivsel.
Det er okay, mine børn er mit ansvar og det kan jeg godt tage, men det er hårdt, og det er ensomt at stå i selv.

Jeg er længere nede på CV’et, hækle/strikke designer, forfatter og tidligere ejer af en garnbutik. Det var min flugt fra mine mente og psykiske udfordringer. I dag kan jeg ikke strikke en halv time uden smerter, hækle kan jeg stort set ikke. For et kreativt menneske der har brugt det her som terapi, så udlever jeg mit værste marridt.

Alle de her ting ville godt kunne have betydet at mit liv slet ikke var okay. At jeg var hårdt belastet og at vi slet ikke kunne få tingene til at løbe rundt.

Men vi er okay. Vi har ladet vores drømme og vores planer flytte sig med det liv vi har. Vi har lavet justeringer en million gange og prøvet så mange forskellige kombinationer af institution, og fordelt arbejdstid at vores arbejdsgivere til tider har været lidt frustreret og børnenes institutioner og skoler har været ret uforstående over for det vi gør. Men jeg vil ikke acceptere, at vi ikke skal have et godt og lykkeligt liv, bare fordi tingene ikke blev som de skulle og fordi ingen griber os når vi falder.

Jeg vil have mit liv fyldt med ting der giver mening. Jeg vil ikke bare arbejde imod det næste mål. Det har jeg lært for længe siden, at det eneste jeg vil få ud af det, det er et fald der er svært at komme op fra igen.

Alle andre må gerne tænke jeg er vanvittig, ekstrem, speciel og måske endda bare syntes at vi er enormt privilegeret. Det er fint, det er ikke min opgave at beslutte hvad andre skal tænke. Det er min opgave at leve mit liv og hjælpe mine børn igennem starten af deres, ind til de også skal ud og finde deres “egen plads”.

Mange siger til mig “Gid det var mig der kunne arbejde så lidt”, “Bare det var mig der kunne få det til at hænge sammen”. Når jeg så spørger, om de vil holde alt min bagage, imens jeg passer deres arbejde, så de kan arbejde mindre, så er der ikke længere nogen der vil have det! Alting har en pris. ALTING! Er du villig til at betale den, så kan du også leve et andet liv.

“Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder. Prisen er høj. Men belønningen er højere” – Maya Angelou.

Kom ikke og fortæl mig, at det ikke er muligt, at få et andet liv. Det er det. Mit er heller ikke som jeg drømte om. Men hvis du ikke er villig til at ændre noget, så er det klart, så har du ikke en chance !

Jeg vil fortsætte med, at arbejde med mig selv, så jeg er klar til at modtage det liv der er her for mig.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #1

Jeg læser bøger, mange bøger. De variere meget i type. (Desværre gik det i stå med at liste de bøger jeg havde læst hver måned) Det er jeg egentlig lidt ærgerlig over. Men nogle gange så sker livet jo.

Jeg er lige nu igang med Brene Browns “Glæden ved at være uperfekt”. Brene Brown er en interessant dame når det kommer til hendes job. Hun forsker i de der ting vi andre ikke rigtig tør snakke om, blandt andet skam. Du får ikke i hendes bøger en guide til det lykkelige liv. Men du får uden filter, at vide hvad der kan komme i vejen for et godt og helhjertet liv. I bogen fandt jeg blandt andet det her citat af E.E. Cummings

“To be nobody but
yourself in a world
which is doing its best day and night to make you like
everybody else means to fight the hardest battle
which any human being can fight and never stop fighting.”
― E.E. Cummings

Jeg kæmper hver dag for bare, at være mig selv. Det er svært, det er hårdt og det er til tider ensomt. Der vil være masser af mennesker der ikke er enige i det jeg gør, eller det jeg siger. Sådan vil det ALTID være, da vi jo ikke alle sammen er ens. Det er okay, og jeg arbejder at acceptere det.

Som Cummings siger befinder vi os i en verden der dag og nat vil forsøge, at gøre os til noget andet. Der kommer input ALLE steder fra. Reklamer, opslag på sociale medier, artikler på diverse medier, diverse udsendelser osv. Det stopper ALDRIG!

Jeg er 34 år, da jeg blev født i 1990 var der ikke noget der hed smartphones. Jeg fik min første mobiltelefon, en Nokia 3310 da jeg var 12 år. Alene af den grund at jeg havde diabetes og det var en sikkerhed for mig og mine forældre, at jeg kunne skaffe hjælp hvis jeg havde brug for det. Jeg kan godt huske hvor meget der var at forholde sig til, da jeg var 12-16 år, og det var endda uden sociale medier. Kan se på Facebook at jeg fik min profil i 2008. Prøv at forestil dig hvad 12-16 årige går igennem i dag, når de både skal forholde sig til det der sker i skolen, og så når de kommer hjem så slukker det ikke. Det følger med dem hele vejen ind på deres værelser hvor de ellers burde have fred og være trygge. SHIT!

Nogle dage ønsker jeg at vi kunne slukke for alt det her, at vi bare kunne holde en pause, få plads til at vokse med den kæmpe opgave det er bare at være sig selv og tage sig af sin egen familie eller som min datter på 5 år, får at vide i Børnehave klassen, “at passe sin egen butik”.
Det er blevet så nemt at blande sig i dag, du behøver ikke engang kende de mennesker der er på Instagram eller Facebook før du føler at det er “okay” lige at fortælle dem at: “De er forkerte”, “Deres billeder er grimme”, “Måden de lever på ikke er okay”, “at deres tøj er forkert”, “…..”, osv. Det mærkelige er, at nogle virkelig føler sig berettiget til, at sidde bag den der skærm og sende den ene krænkende kommentar afsted efter den anden. Det er jo bare sådan vi gør, ikke?

Hvordan skal vi som mennesker nå til den konklusion, at det vi gør er GODT NOK, at vi er lige som vi skal være, at det er helt okay ikke at gøre som alle andre, og at det faktisk ikke er en selv der er noget galt med, men alle andre når de her kommentarer bliver kastet afsted. Hvordan skal vi lære vores børn og specielt teenagere, at det ikke er den virkelige verden det der sker på Snapchat, Instagram og Facebook, at man ikke skal tage sig af de her kommentarer, og at man på ingen måde behøver at ligne alle glansbillederne, når de færdes alene rundt et sted der faktisk på ingen måder er for børn, eller voksne for den sags skyld. Når de aldrig har prøvet andet. De aner ikke hvad for et liv, man kan have uden sociale medier og de ved endnu mindre hvordan de skal færdes der uden at gøre skade på sig selv.

Jeg arbejder hver dag på at finde mig selv. På at være mig selv og ikke lade nogle andre diktere hvordan jeg skal være. Det har taget mange år og jeg har i lange perioder været noget andet, end mig selv for at “passe ind”, “for at kunne være i fred” og for ikke konstant at skulle argumentere for hvorfor jeg gør som jeg gør.

Jeg bliver glad når min datter på 5 år går ind i hendes kommode og tager spraglede kjoler oven på bukser (bukser som jeg har repareret for 7. gang). Jeg lader hende tage lige det tøj på hun vil og jeg bliver ikke nødvendigvis glad fordi det har mange farver, jeg bliver glad fordi hun med lys i øjnene vælger lige præcis det hun bedst kan lide, fuldstændig lige glad med hvad andre måtte tænke. Det her barn lever med alt hvad hun har, for at få lov til at blive ved med at være sig selv. Jeg håber, med alt hvad jeg har, at der ikke er nogen der tager det fra hende, for hun får brug for det, i dag og hver eneste dag fremover!

“It takes couragae to grow up and become who you really are” – E.E. Cummings

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvem er vi egentlig, hvis vi vælger “standarden” fra ?

Billedet øverst er fra et event i Aarhus for snart mange år siden, hvor forskellige kunstnere satte ting op i Marselisborg skoven. Denne her stod der, med den flotteste udsigt. Vi stod op kl. 4 om morgenen og gik derned og så solopgangen ved den her glaskugle.

Fra vi er børn får de fleste at vide; “Du skal gå i skole, så du kan blive til noget”, “Du skal opføre dig ordenligt”(Betyder nok, bare vær som alle de andre, så går det ikke helt galt).

Mange spørger deres børn “Hvad lærte du i skolen i dag?”, “Var du god?”, “Hvad fik du af karakter?” . Alle de her spørgsmål kommer før “Hvordan var din dag i dag?”, “Har du haft det sjovt”, “Er der noget der er svært, du har brug for hjælp til?” osv.

Når vi blev lidt større blev fokusset – Hvad vil du når du bliver stor, du skal huske at vælge en god uddannelse så du kan få et godt job, dine karakter er rigtig vigtige nu, alle dine studiejobs kan være vigtige for dit CV.

Hvad så når vi bliver voksne og sætter spørgsmålstegn ved de her ting af den ene eller den anden årsag.

Selv er jeg i den situation, at jeg kæmper med nogle skavanker i mine hænder, der gør at jeg faktisk ikke er i stand til at passe et fuldtidsjob inden for mit fag. Jeg vidste det egentlig godt allerede under uddannelsen. Jeg arbejdede videre, jeg vidste det også da jeg besluttede at tage en civilingeniør. Mine hænder gjorde ondt, min krop var presset. Men jeg fortsatte, uddannelsen var “vigtig”, jeg skulle jo ud i et arbejdsliv på 40+år, med et vigtigt og godt job.

Lysten til at passe ind i Ingeniør-kassen, den forsvandt. Jeg skulle i følge min uddannelse ikke bare være maskiningeniør, jeg skulle være projektleder, eller noget lignende, større. Jeg kunne ikke helt enes med det. Vel, var jeg god til mit fag, jeg var faktisk rigtig dygtig. Men langsomt forsvandt lysten. Jeg fødte min søn 6 uger for tidligt 6 måneder efter jeg færdiggjorde studiet. Det er noget af det hårdeste jeg nogensinde har været med det. At se på et så lille barn, plasteret ind i ledninger, og vide at måske blev det godt, og måske ville han komme ud med mén af det. Den lille fyr var så presset de første år af hans liv, jeg var presset og vi som familie var presset. Drømmen om det der liv der jo er meningen, job, hus, bil, børn osv. det forsvandt.

Og hvem er vi når de der “almindelige” drømme forsvinder? Hvem er vi, hvis vi ikke kan/vil passe ind i de kasser der er blevet opstillet for os, siden vi var børn?

Jeg tror og jeg håber inderligt, at vi er nogle mere frie og stærkere mennesker. Det er hårdt og svært, at gøre noget andet end alle de andre. Det er ikke altid nemt, at være med ved frokostbordet på arbejde, når der bliver snakket om Teslaer, store biler, dyre huse, frisør, nyt tøj, dyre fester, vilde rejser osv.
Jeg kan godt forstå, at alle de her ting er spændende, og jeg kan godt forstå at det er vigtigt for nogen. Der er bare ikke en eneste af de her ting jeg prioritere.

På den anden side, er jeg ikke låst fast i mit arbejde, vi er ikke fanget i at skulle passe vores arbejde for at kunne finansiere vores forbrug. Ikke fordi vi ikke har penge, det har vi. Men for dem vil jeg hellere købe min frihed.

Jeg vil være den der viser mine børn at der er en anden vej. Det er svært, det er hårdt, det er til tider ensomt! Men for mig, for mine børns fremtid og for planetens fremtid er jeg overbevist om, at det er den rigtige vej.

Vi er nødt til at gøre noget andet, tænke anderledes og flytte os. For det vi gør i dag, er det der har sat os i den situation vi er i nu, med et klima der er ved at bukke under, på grund af det pres vi har lagt på det.





Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvad er vi bange for?

Det er vigtigt at have travlt. Det er vigtigt at være noget, og at være på vej et sted hen? Men hvorfor og hvad er det vi vil opnå med det ?

Er der noget grundlæggende i os, der gør at jagten efter mere og mere er svær lægge på hylden?. Det er svært sådan rigtig at sætte farten ned.

Jeg er overbevist om, at en stor del af det her med at ville mere, og have mere kommer af at vi hele tiden ser det omkring os. Vores nabo får en større bil, et nyt køkken, nyt tøj, ny terrasse. Det skal vi da leve op til, skal vi ikke ?
Medierne er fyldt med reklamer der fortæller os at vores liv bliver meget bedre, hvis bare lige vi får de her sko, den her airfryer, det her køkken, den her bil. Problemet er jo bare at der skal være penge til det hele. Så vi skal arbejde, og vi skal virkelig arbejde meget hvis vi vil blive ved med at være med. Huset har vi lånt til, bilen er også på afbetaling og de andre ting får vi med nød og næppe klemt ind i det pressede budget i en hverdag der i forvejen er presset.
Hvad så den dag vi ønsker os mere frihed ! FANGET, det kan du ikke. Du kan ikke bare sige dit job op, for du skal jo blive ved med at betale af på huset og bilen, samtidig med at lysten til de her ekstra mange nye ting ikke bare sådan lige forsvinder.
Hvis du spørger mig, så er det her et luksuriøst fængsel, hvor du faktisk ikke har frihed til selv at bestemme hvad du gerne vil..

Og fik vi det overhovedet bedre og var mere lykkelige af alle de her ting der skabte rammerne om vores fængsel ? Det håber jeg virkelig. For du er altså fanget. Og slipper kun ud hvis du virkelig ændre din måde at gøre tingene på.

Det er heldigvis sådan, at vi har ALTID et valg. Vi kan altid gøre noget andet. Men det kommer med ofringer. Det gør stort set alt i dag.

Hjemme hos mig, er min bil igennem de sidste 6 år, en gammel Fiat Panda. Det er i øvrigt vores største bil og den der er blevet brugt til barnevogne osv. Det kan man godt. Vores hus er langt billigere end det vi på papiret måtte låne til. Endda hvis vi lavede lån efter 1½ job og ikke engang to Ingeniør jobs.
Der er mange ting vi ikke har, Vi har ikke en masse streaming kanaler, et stort flot smart TV(Vores er et gammelt der er blevet kasseret et andet sted), vi har ikke et kæmpe stort hus(143 kvm, som i vores øjne er meget mere end vi har brug for), vi har ikke nyt tøj i det rigtige mærke(ved ikke engang hvad det er mere), Vi har ikke den nyeste smart phone og ipads. Vi rejser ikke på lange dyre rejser i ferierne, det er 6 år siden vi sidst har været ude og flyve, det var til Bornholm 😉

MEN VI HAR TID masser af tid. kl. 14.30 næsten hver dag er vi alle 4 hjemme. Vi deler et fuldtidsjob hvor min mand er hjemme onsdag, som er den dag jeg arbejder. Eftermiddagen er fri til hvad der lige er lyst til. Vi har ikke travlt.
Den vigtige del er, at selvom vi ikke har de her mange ting jeg har listet ovenfor. Så mangler jeg dem ikke. Jeg vil ikke betale med den tid jeg har for mig selv og sammen med mine børn.
Ved siden af det her er der også for mig personligt en meget vigtig ting, i det her med at vi har sørget for at vi ikke bruger flere penge end vi har, og at vi ikke har gæld op over begge ører. Jeg er på grund af skader i mine hænder ikke i stand til på nuværende tidspunkt at arbejde mere end jeg gør, i hvert fald ikke inden for mit fag(Har ikke fundet et bedre alternativ). MEN, jeg er ikke sygemeldt de andre 4 dage om ugen, jeg får ikke sygedagpenge. Jeg er fri til at gøre hvad jeg har lyst til, passe på mig selv, finde ud af hvad jeg måske skal i stedet for osv. Jeg var sygemeldt til at starte med, indtil det gik op for mig, at det ikke bare var noget der lige gik over. Derefter var det et valg vi tog, at en arbejdsdag måtte være nok.

Hvis du drømmer om mere frihed, mere tid og mindre stress, så overvej om der ikke er nogle ting i din hverdag som du faktisk ikke har brug for. Er det vigtigt at i bor i jeres store flotte hus, er det vigtigt at i har to dyre biler, at i går i det nyeste tøj, har det nyeste teknologi ? Eller kunne du faktisk godt være ganske tilfreds og måske endda gladere med mindre ?

Det er vigtigt at vi spørger os selv om vi faktisk har det godt i det liv vi har. Om der måske kunne laves noget om, der gjorde at vi faktisk ikke behøvede at have helt så travlt.

Herunder er der to forslag til bøger der kan sætte det hele lidt i perspektiv, og måske hjælpe os til at tænke lidt anderledes.

I den her sammenhæng har jeg virkelig hentet “Støtte og forståelse” i bogen ÆRØ MANIFESTET af Mai My Humaidan.(Dette er et Affiliated reklame link) Det lyder mærkeligt at få forståelse i en bog. Men da jeg læste den sad jeg virkelig med følelsen af at blive hørt og af ikke at være alene.

Anders der har skrevet bogen “Om at bo småt og leve godt”, (Dette er et Affiliated reklame link) trækker den helt derud hvor han bare har det han har brug for, et lille bitte hus på hjul på en grund i skoven.

Vi skal huske, vi er her kun EN gang, og vi skal have det bedste ud af det. Ikke de bedste ting og materielle goder, men det bedste liv! .

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Et simpelt liv

Jeg er bange, frustreret og føler mig frygteligt alene i det. Vi lever i en verden, hvor vi de sidste mange, mange år har presset jordens system og ressourcer langt ud over hvad det kan holde til. Klimaet ændre sig og vi som mennesker håber stadigvæk på at kunne nå at gøre noget. Og hvis vi så lader den ligge der lidt….

Vi gør det samme ved hinanden, vi skubber og presser på, til ære for effektivitet, vækst, prestige osv…. Jeg er ikke helt sikker på vi ved hvorfor, for en ide og en drøm om, at vi skal blive til noget, vi skal opnå noget og have noget at vise frem. Vi bliver lykkelige, når alt arbejdet bare er ovre, når vi har gået i skole en million år, når vi har arbejdet os op af karrierestigen, samtidig med ta vi har fundet drømme manden, fået nogle børn, bygget et dyrt og virkelig flot nyt “bæredygtigt” hus, fået den nyeste EL-bil osv. Vi har arbejdet os selv helt i stykker og har været skide stresset hele vejen igennem, men om lidt, så bliver det bedre, så har vi det hele.
MEN, som udgangspunkt, så vil vi blive ved med at søge nye ting, vi vil blive ved med at skulle opnå noget. Det er utopi at tro at vi efter de her 10 års ekstremt pres på hele vores system, at vi bare kan sætte os ned og nyde resultatet af alt vores arbejde. Det vil bare fortsætte. Vi vil have mere, vi vil udvikle os og vi vil videre.
Og hvis vi ikke gør det og et kort øjeblik overvejer et andet liv, så har vi en stat og statsminister der fortæller os “Glem det, Venner”, vi skal ud og arbejde. Alle SKAL bidrage. Det eneste jeg her ser for mig er; Et Danmark, hvor vi presser mennesket til det yderste. Vi tager børnene med ind i saksen, før de overhovedet er færdige med at være børn. Vi skal alle sammen noget, og det skal gå hurtigt. Alle skal bidrage.
Det kan godt være det måske lige nu bidrager til penge i statskassen, men jeg er helt 100% sikker på, at det her bliver VIRKELIG dyrt på den lange bane, det er det allerede. Aldrig har vi haft så mange stressede mennesker, så mange depressioner, så mange diagnoser hos børn osv. Det vil blive værre.

Hvordan skal vi overhovedet kunne være bedre ved vores planet, som er vores hjem, hvis vi ikke kan på os selv og hinanden.

Jeg tror på et simpelt liv, på et liv hvor lykken ikke er materielle goder, hvor vi ikke stresser bare for at stresse og hvor vi husker at mærke efter.

Hvis vi tør at mærke efter, hvis vi vil ud af det her cirkus, kræver det nemlig usandsynligt meget stædighed og mod at gå mod alle de andre. Samtidig med at man konstant skal argumentere for, valget af en gammel bil, hjemmesyet tøj, en vil have, et gammelt tv, ingen streaming kanaler, minimum af sociale medier osv. Heldigvis er det lige så stille på vej, det bliver lige så stille okay, at leve et mere simpelt og langsomt liv, men der er lang vej endnu.

Jeg øver mig og jeg flytter mig lidt hver dag. Men jeg kan også godt mærke at jeg er nået til et punkt nu, hvor at hvis jeg begynder virkelig at mærke efter og gøre hvad jeg har mest brug for og nok også helst vil, så når jeg derud hvor jeg flytter mig så langt væk fra det jeg “kender”, at der ikke er nogen vej tilbage. Men det er måske også okay.

I hvert fald er følelsen af skam, over hvordan vi opfører os overfor jorden, verden og os selv som mennesker, stor. Vi opfører os som om vi ejer det hele og har en pokkers masse rettigheder. Det gør vi nok også på papiret, men papiret er vitterligt ikke meget værd, hvis vores hjem(jorden) er blevet ubeboeligt og vores krop er så ødelagt af stress og jag at den ikke kan hænge sammen mere, af den simple årsag at vi har ødelagt det hele!

Sæt farten ned og nyd de små simple ting.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Når “plejer”, “normen” og “sådan gør man jo”, næsten gør ondt.

Hvad gør man, når man prøver at passe ind i kassen, den kasse man er opdraget til og den kasse alle andre umiddelbart passer så fint ind i, og den bare ikke passer. Der stikker et par arme ud, et ben og hele hovedet. Jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men hver gang jeg gør som normen i Danmark siger, føles det forkert. Jeg føler mig fanget og har lyst til at flygte fra det hele. Min krop den sender mig alle mulige signaler til mig, for at få mig til at forstå det bare ikke går det her, (Det inkludere fysiske smerter, mental træthed, stress symptomer, symptomer i retning af depression osv).

Det har ikke altid været sådan, i hvert fald ikke i så voldsom en grad. Jeg har været på HTX, jeg har taget en uddannelse, jeg er Civilingeniør inden for Teknologibasseret forretningsudvikling. Jeg har gennemført på normeret tid og kommet ud med fine resultater. Men derfra er det blevet svære og svære at passe ind. Jeg prøver, men hver gang jeg forsøger går der ikke ret lang tid før min krop på en eller anden måde fortæller mig, at jeg er på afveje.

Pt. har arbejder jeg 15 timer om ugen som ingeniør, min store dreng på 6 år er startet i GLO (Førskole) og min datter på 4 år er i børnehave, dog aldrig på fuld tid. Jeg arbejder 3 dage om ugen til kl. 13. Hvilket gør at jeg kan hente mine børn tideligt og de kan få fridage når der er behov for det. Der er uger hvor den lille kun er afsted 2 dage. Min mand har en 30 timers stilling der giver en fridag om ugen. Tilsammen har vi jo kun det antal timer en almindelig person med lidt overarbejde har om ugen. Stadigvæk føles det som om at det hele nogle gange er ved at styrte fra hinanden. Jeg arbejder stadigvæk på at finde ud af hvorfor.

Jeg er med på, at vi jo egentlig er ret privilegeret i forhold til at kunne gøre det her. Det er der selvfølgelig nogle rigtig gode grunde til vi kan; Vi har et lille forbrug, vores materielle behov er MEGET lille, vi sparer en del penge op og har gjort det rigtig længe, og vi har begge to rigtig gode uddannelser og har fundet arbejdspladser der er med på vores behov hjemme. Alt dette plus at vore risiko villighed er høj når det kommer til at passe på vores børn og os selv. Sagt med andre ord, er der et behov for at arbejde mindre, sige vores jobs op, forbruge mindre, sadle om og gøre noget andet, så gør vi det.

Billedet udadtil i en børnefamilie virker mange steder fint. Jeg ser på veninder, bekendte, Instagram profiler osv. der tit gange om måneden tager deres børn med ud og spise, på shoppetur, i legetøjsbutikker, med i legeland, LEGOLAND, Svømmehallen, Dyreparker osv, børn der har mange fritidsaktiviteter, forældre med fritidsaktiviteter, vilde udenlandsrejser. Listen er lang, men ingen af de her ting er en realitet hjemme hos os. Jeg ved ikke engang hvor jeg skulle starte, for bare at gøre en af de her ting hver måned. Jeg hader stressen ved at have mere end bare mig selv med ude, steder hvor der er mange mennesker, mine børn bliver på fysisk og mentalt presset af det. Og behovet for de her ting er der ikke ret tit. Jeg prøver, vi kommer LEGOLAND, LEGO HOUSE, eller en stor dyrepark 1-2 gange om året, vi hygger os og det går nogenlunde, men det er faktisk et rigtig stort arbejde for både os selv og vores børn at sætte sig op til det og at geare ned igen bagefter. Der er mange af de andre ting som

Det er for mig egentlig også okay, jeg har ikke de her behov, og det har jeg det fint med. Men det der sker når alle(i hvert fald 90%) af ens omgangskreds har de her behov og en anden hverdag end vi har, hvem snakker man så med og hvad gør man for at få nogle input og noget inspiration nogle andre steder fra ?
Det er en svær balance gang. Jeg er begyndt at læse flere bøger, anderledes bøger end jeg plejer. Det er godt, der er gode input, men jeg kan også mærke at for hver bog jeg lukker og har læst færdig, har jeg flyttet mig selv et skridt længere væk fra “plejer”, “normen” og “sådan gør man jo”.

Jeg kæmper en kamp med at finde ud af hvornår nok er nok, samtidig med at jeg for hver bog jeg læser, får lyst til mere. Og for hver instagram profil jeg finder med “Vilde krydderier”, Alternativ behandling i form af kolde isbade, kropsterapi osv, Home steading, Tiny houses. Jeg vil vide mere, jeg vil lære mere, så jeg ved mere om hvad jeg kan gøre for mig selv og for mig egen familie, som for mig vil være mere naturligt, mere i balance og give mere ro for os.

Når jeg udvikler mig og flytter mig mentalt og fysisk er det efter;
– En situation hvor der er plads og tid til at mærke efter hvad der for en selv og for familien er vigtigt.
– At have plads til, at lytte til ens børns signaler og handle på dem.
– At lytte ens egen krops signaler og handle på dem.
– At man forholder sig helt til ens egne behov og ikke danner behov ud fra trends, naboen, familien og andre input.

Jeg flytter mig mere og mere, bliver mere og mere lige glad med hvad mennesker omkring mig tænker om min måde at gøre tingene på, og mere og mere lige glad med hvad man bør gøre. Sammen med dette er der også et mindre og mindre behov for at forsvare mig selv, på trods af flere og flere tidspunkter hvor det kunne have været nødvendigt. (Pt. er der en ivrig diskussion omkring min græsplæne, den er i år, ikke blevet slået endnu, der er nok tæt på 100 mælkebøtter pr. m2 og det rør mig ikke det mindste. Det har for os resulteret i et vildt liv i haven. Ungerne kigger ud af vinduet og spørger undrende, “Sner det mor?”, hvortil jeg kan svare, “Nej, det er bare frøene fra mælkebøtterne der flyver rundt”. Og min 4 årige Karla, der midt på dagen i den fulde sol med øjnene fulde af lys og stolthed siger “Nøj, hvor er det smukt med alle de blomster i haven”, fuldstændig ligeglad med at det er “ukrudt”)

Alt hvad jeg egentlig ønsker mig er LIVET. Ikke alt det der tager det fra mig.