Udgivet i Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #4

Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.

Det er helt naturligt fra menneskets side, hele tiden at søge nyt, større, vildere og mere. Hele tiden at skulle noget nyt og at føle at det, at stå stille er en form for fiasko.

Jeg har det sidste lange stykke tid i perioder været ramt af det. Bor vi mon i det rigtige hus, kunne vi få noget bedre, noget med mere ude-plads, tættere på noget familie, måske endda bolig som var delevenlig. Jeg kigger tit på andre muligheder. Ikke fordi jeg helt ved hvad jeg vil have, eller hvor vi skal hen, men fordi den her følelse af ikke helt at være der, hvor jeg syntes jeg skal være, rammer mig. Vores liv er på mange måneder stillestående, samtidig med, at jeg syntes vi mentalt flytter os meget.

Vores børn er ved, at nå en alder, hvor vi som forældre, på flere tidspunkter af døgnet føler os overflødige. Og når vi så er det, så får vi tid til at tænke. Tænke på om det hele nu også er godt nok, om det er det rigtige vi gør.

I dag blev jeg ramt, af den følelse som jeg har længtes aller mest efter. Den der følelse af at det hele er okay og at jeg er lige der hvor jeg skal være, der hvor vi skal være.

Det startede med, at jeg tidligere i dag fik min egen fødselsdagsgave til mig selv hjem(okay, det er måske en uge eller to for tidligt), men det var nu den udkom. May My Humaidans bog nr. 2. BLØDT. Jeg var på vej på arbejde (Jeg har stadigvæk kun mit onsdagsarbejde), jeg snuppede pakken med på vejen, havde en følelse af at jeg ville få brug for den.

Arbejde var svært i dag, jeg døjede med en del smerter i mine arme, men det er der som sådan ikke noget unormalt i.
Over middag kom solen frem, jeg fik færdiggjort de sidste ting, og kørte mod vandet. Jeg skulle ud og bade. Skærbæk strandpark(Lidt uden for Fredericia) har den vildeste vej ned til vandet. Man kører op over en stejl bakke, og så kan man ellers bare kigge ud over vandet, og kører stejlt nedad mod det. Vandet var vildt i dag, det blæste, samtidig med at solen skinnede. Det kaldte på mig.

Efter jeg havde badet, og lykkedes med at få mit tøj på igen, uden noget blæste væk, satte jeg mig op i bilen og læste det første kapitel af bogen inden jeg kørte hjem til min familie. May My jeg har savnet “din stemme”, siden sidst jeg læste Ærø manifæstet, der for mig har været en af de få bøger der virkelig efterlod mig med en følelse af at være blevet hørt, og af ikke at være alene.

Her til aften imens min mand puttede børnene gik jeg en tur, i den vildeste solnedgang. Fra vores hus, kan man gå direkte ind i skoven, og gå en lille rundtur, hvor man ender tilbage på grusvejen der fører mod vores hus. Da jeg kom ud af skoven, ramte det smukkeste røde lys mig, fuglene sang deres sidste toner for i dag og jeg følte en voldsom trang til at tage sko og strømper af og gå i bare tæer på grusvejen.
Måske kommer det lidt af en række af “invitationer” der er kommet fra et årsforløb hos Maria Lisette (Fra Hyldemors Have). Hvor vi igennem et helt år, følger årets og urternes gang i fællesskab. Her blev der inviteret til at starte dagen i bare tæer, bare 5 minutter udenfor. Da jeg læste det tænkte jeg, at det da alligevel var pokkers. For to dage siden løb min lille vilde datter ud i bare tæer og ville lave picnic og sætte telt op. Jeg bad hende pr. automatik om at tage sko på fordi det var koldt.
Men, måske jeg bare skal lade det her lille vilde hjerte få lov til at guide mig engang i mellem, og lade hende være i et med den natur hun elsker så meget.
I hvert fald havde jeg selv her til aften, en fuldstændig vild følelse af, at være landet lige der hvor jeg skulle være. Vores lille hus, med de to store tunneldrivhuse, skuret med julelyskæderne og vores høns, der var kravlet ind for natten, der lige midt i et fuldstændigt vildt lys, af solen der var på vej ned. Alt dette kunne jeg nyde den lange vej ned af vores grusvej, i bare tæer, det det lige der føltes som det eneste rigtige.

Jeg har søgt det og jeg har bare savnet, at have den her følelse af at det bløde liv, som Maj My kalder det, er helt okay. Og det er det der kommer til at redde os.

Nu vil jeg i hvert fald sige tak for i aften og sætte mig ned med min date for i dag (Manden er ude af huset), så for nu, vil jeg bruge resten af min aften i selskab med den her flotte gule bog BLØDT, som jeg allerede nu ved kommer til at sætte spor og fylde mig op med det jeg har brug for. En følelse af at være okay.

Udgivet i Skriv en kommentar

Det hele handler ikke om dig – Bog #2

Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.

Bogen “Det hele handler ikke om dig” er skrevet af Niels Overgaard og som min mand så fint sagde. “Den titel gør det altså svært at anbefale den til nogen. I hvert fald uden lige at knytte lidt kommentarer til hvorfor 🙂

Men ikke desto mindre så vil jeg gøre det alligevel. Niels Overgaard har skrevet en fantastisk velskrevet og inspirerende bog. Tit når man hiver teorier der er 2000 år gamle ind i en bog, så bliver det tørt, det bliver kedeligt og det bliver svært at forstå.
Niels har oversået den her bog med citater fra de gamle Stoikere, og på intet tidspunkt tænkte jeg, det her gider jeg simpelthen ikke læse. Fordi det hele er knyttet op på hvordan vi forholder os til tingene i dag. Citaterne var befriende, de gav mening og de gav en lyst til at forholde sig mere simpelt til livet.

Han slutter bogen af med nogle stoiske principper for at godt liv.
Jeg tror på mange måder vi han og de gamle stoikere har ret.

Vi er nødt til at give slip på de ting der ligger ude for det vi kan kontrollere. Niels Overgaard indskrænker det vi kan kontrollere til vores handlinger alene. Selv vores egen krop er uden for vores kontrol. Det kan lyde mærkeligt, men hvis du lige et øjeblik tænker over det, kan du så styre om du bliver syg, kan du styre om du får en skade, kan du styre hvordan din krop reagere efter bistik osv. ?

Du kan ikke styre det, lige meget hvor gerne du vil tro at det er inden for din kontrol. Du kan heller ikke styre om du bliver fyret, om naboen snakker grimt til dig og vil have en grim have, du kan ikke styre hvordan andre opfører sig over for dig.

Det du kan styre er DINE handlinger, altså hvordan du reagere på sygdom og skader, hvordan du forholder dig til din nabo, hvordan du tager en evt. fyring og dit generelle forhold til dit job og hvordan du agerer over for andre.

Det kan lyde voldsomt, men for mig var det virkelig befriende. Det betød at ansvaret for at jeg er lykkelig alene ligger i mine handlinger og hvordan jeg forholder mig til det liv jeg er givet. For livet er jo i virkeligheden kun til låns. Det bliver ikke længere af at vi tjener penge NOK, at vi har det rigtige hus på den rigtige adresse, det rigtige antal børn og det rigtige job. Hvis det til gengæld hele tiden er noget vi jagter, så vil vi blive stresset over det, for hvornår er det hele DET RIGTIGE ? Hvornår er nok, NOK.

“Det er ikke, at vi har kort tid at leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet os givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkede undervejs, er passeret” – Senecas essay “Om livets korthed” (Ca. år 49).

Citatet der her er gengivet på dansk og helt forståeligt er oversat af Niels Overgaard i hans bog. Bogen er fuld af de her citater der egentlig alle sammen siger;

  • fokuser på dine handlinger, dem kan du selv styre.
  • Vær god mod andre, det er det rigtige at gøre, og det vil bringe dig lykke.
  • Tænk hvad du kan gøre for andre.
  • Vær i nuet, det er det eneste sted der er værd at være. Fortiden kan du ikke ændre, fremtiden kan du ikke kontrollere.

Selv øver jeg mig i det her. Jeg øver mig i kun at fokusere på det jeg faktisk kan gøre noget ved. Jeg kan ikke ændre på at Trump nu er amerikansk præsident, eller at det regner det meste af vinteren. Jeg kan gøre mit aller bedste over for mine børn, men det betyder ikke at mine børn vil opfører sig ordentligt over for mig.
Jeg kan lade mit arbejde være et arbejde, hvor jeg møder ind og gør mit bedste med de opgaver jeg nu engang har når jeg er der. Det er ikke min opgave at forholde mig til hvordan de andre går på arbejde, eller vurdere om opgaverne nu engang giver mening. Det vil optage unødigt meget energi at skulle forholde sig til alle andre. Det er svært, og jeg øver mig hver dag.

Bogen sætter nogle ting i perspektiv og giver for mig rigtig meget mening. Bogen er for mig kommet på listen over bøger jeg nok skal læse igen på et tidspunkt. Det er på ingen måde tung og svær læsning, det er 220 sider fyldt med veloversatte citater og links til Niels eget liv og hvad der nu ellers er omkring ham, ingen hokus pokus og mærkelige ting man skal gøre, det hele kan faktisk være ret simpelt. En helt klar anbefaling herfra.

Jeg har endnu ikke besluttet hvad næste bog skal være. Er ikke igang med en der ville være rigtig god, at følge op efter den her med. Men måske jeg skal tilbage og kigge i det bøger der er på min liste over læste bøger for de sidste 2 år. 🙂

Har du en anbefaling til en bog jeg skal læse, så sig endelig til. 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Tanker fra hverdagen #1

Jeg læser bøger, mange bøger. De variere meget i type. (Desværre gik det i stå med at liste de bøger jeg havde læst hver måned) Det er jeg egentlig lidt ærgerlig over. Men nogle gange så sker livet jo.

Jeg er lige nu igang med Brene Browns “Glæden ved at være uperfekt”. Brene Brown er en interessant dame når det kommer til hendes job. Hun forsker i de der ting vi andre ikke rigtig tør snakke om, blandt andet skam. Du får ikke i hendes bøger en guide til det lykkelige liv. Men du får uden filter, at vide hvad der kan komme i vejen for et godt og helhjertet liv. I bogen fandt jeg blandt andet det her citat af E.E. Cummings

Jeg kæmper hver dag for bare, at være mig selv. Det er svært, det er hårdt og det er til tider ensomt. Der vil være masser af mennesker der ikke er enige i det jeg gør, eller det jeg siger. Sådan vil det ALTID være, da vi jo ikke alle sammen er ens. Det er okay, og jeg arbejder at acceptere det.

Som Cummings siger befinder vi os i en verden der dag og nat vil forsøge, at gøre os til noget andet. Der kommer input ALLE steder fra. Reklamer, opslag på sociale medier, artikler på diverse medier, diverse udsendelser osv. Det stopper ALDRIG!

Jeg er 34 år, da jeg blev født i 1990 var der ikke noget der hed smartphones. Jeg fik min første mobiltelefon, en Nokia 3310 da jeg var 12 år. Alene af den grund at jeg havde diabetes og det var en sikkerhed for mig og mine forældre, at jeg kunne skaffe hjælp hvis jeg havde brug for det. Jeg kan godt huske hvor meget der var at forholde sig til, da jeg var 12-16 år, og det var endda uden sociale medier. Kan se på Facebook at jeg fik min profil i 2008. Prøv at forestil dig hvad 12-16 årige går igennem i dag, når de både skal forholde sig til det der sker i skolen, og så når de kommer hjem så slukker det ikke. Det følger med dem hele vejen ind på deres værelser hvor de ellers burde have fred og være trygge. SHIT!

Nogle dage ønsker jeg at vi kunne slukke for alt det her, at vi bare kunne holde en pause, få plads til at vokse med den kæmpe opgave det er bare at være sig selv og tage sig af sin egen familie eller som min datter på 5 år, får at vide i Børnehave klassen, “at passe sin egen butik”.
Det er blevet så nemt at blande sig i dag, du behøver ikke engang kende de mennesker der er på Instagram eller Facebook før du føler at det er “okay” lige at fortælle dem at: “De er forkerte”, “Deres billeder er grimme”, “Måden de lever på ikke er okay”, “at deres tøj er forkert”, “…..”, osv. Det mærkelige er, at nogle virkelig føler sig berettiget til, at sidde bag den der skærm og sende den ene krænkende kommentar afsted efter den anden. Det er jo bare sådan vi gør, ikke?

Hvordan skal vi som mennesker nå til den konklusion, at det vi gør er GODT NOK, at vi er lige som vi skal være, at det er helt okay ikke at gøre som alle andre, og at det faktisk ikke er en selv der er noget galt med, men alle andre når de her kommentarer bliver kastet afsted. Hvordan skal vi lære vores børn og specielt teenagere, at det ikke er den virkelige verden det der sker på Snapchat, Instagram og Facebook, at man ikke skal tage sig af de her kommentarer, og at man på ingen måde behøver at ligne alle glansbillederne, når de færdes alene rundt et sted der faktisk på ingen måder er for børn, eller voksne for den sags skyld. Når de aldrig har prøvet andet. De aner ikke hvad for et liv, man kan have uden sociale medier og de ved endnu mindre hvordan de skal færdes der uden at gøre skade på sig selv.

Jeg arbejder hver dag på at finde mig selv. På at være mig selv og ikke lade nogle andre diktere hvordan jeg skal være. Det har taget mange år og jeg har i lange perioder været noget andet, end mig selv for at “passe ind”, “for at kunne være i fred” og for ikke konstant at skulle argumentere for hvorfor jeg gør som jeg gør.

Jeg bliver glad når min datter på 5 år går ind i hendes kommode og tager spraglede kjoler oven på bukser (bukser som jeg har repareret for 7. gang). Jeg lader hende tage lige det tøj på hun vil og jeg bliver ikke nødvendigvis glad fordi det har mange farver, jeg bliver glad fordi hun med lys i øjnene vælger lige præcis det hun bedst kan lide, fuldstændig lige glad med hvad andre måtte tænke. Det her barn lever med alt hvad hun har, for at få lov til at blive ved med at være sig selv. Jeg håber, med alt hvad jeg har, at der ikke er nogen der tager det fra hende, for hun får brug for det, i dag og hver eneste dag fremover!

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvem er vi egentlig, hvis vi vælger “standarden” fra ?

Billedet øverst er fra et event i Aarhus for snart mange år siden, hvor forskellige kunstnere satte ting op i Marselisborg skoven. Denne her stod der, med den flotteste udsigt. Vi stod op kl. 4 om morgenen og gik derned og så solopgangen ved den her glaskugle.

Fra vi er børn får de fleste at vide; “Du skal gå i skole, så du kan blive til noget”, “Du skal opføre dig ordenligt”(Betyder nok, bare vær som alle de andre, så går det ikke helt galt).

Mange spørger deres børn “Hvad lærte du i skolen i dag?”, “Var du god?”, “Hvad fik du af karakter?” . Alle de her spørgsmål kommer før “Hvordan var din dag i dag?”, “Har du haft det sjovt”, “Er der noget der er svært, du har brug for hjælp til?” osv.

Når vi blev lidt større blev fokusset – Hvad vil du når du bliver stor, du skal huske at vælge en god uddannelse så du kan få et godt job, dine karakter er rigtig vigtige nu, alle dine studiejobs kan være vigtige for dit CV.

Hvad så når vi bliver voksne og sætter spørgsmålstegn ved de her ting af den ene eller den anden årsag.

Selv er jeg i den situation, at jeg kæmper med nogle skavanker i mine hænder, der gør at jeg faktisk ikke er i stand til at passe et fuldtidsjob inden for mit fag. Jeg vidste det egentlig godt allerede under uddannelsen. Jeg arbejdede videre, jeg vidste det også da jeg besluttede at tage en civilingeniør. Mine hænder gjorde ondt, min krop var presset. Men jeg fortsatte, uddannelsen var “vigtig”, jeg skulle jo ud i et arbejdsliv på 40+år, med et vigtigt og godt job.

Lysten til at passe ind i Ingeniør-kassen, den forsvandt. Jeg skulle i følge min uddannelse ikke bare være maskiningeniør, jeg skulle være projektleder, eller noget lignende, større. Jeg kunne ikke helt enes med det. Vel, var jeg god til mit fag, jeg var faktisk rigtig dygtig. Men langsomt forsvandt lysten. Jeg fødte min søn 6 uger for tidligt 6 måneder efter jeg færdiggjorde studiet. Det er noget af det hårdeste jeg nogensinde har været med det. At se på et så lille barn, plasteret ind i ledninger, og vide at måske blev det godt, og måske ville han komme ud med mén af det. Den lille fyr var så presset de første år af hans liv, jeg var presset og vi som familie var presset. Drømmen om det der liv der jo er meningen, job, hus, bil, børn osv. det forsvandt.

Og hvem er vi når de der “almindelige” drømme forsvinder? Hvem er vi, hvis vi ikke kan/vil passe ind i de kasser der er blevet opstillet for os, siden vi var børn?

Jeg tror og jeg håber inderligt, at vi er nogle mere frie og stærkere mennesker. Det er hårdt og svært, at gøre noget andet end alle de andre. Det er ikke altid nemt, at være med ved frokostbordet på arbejde, når der bliver snakket om Teslaer, store biler, dyre huse, frisør, nyt tøj, dyre fester, vilde rejser osv.
Jeg kan godt forstå, at alle de her ting er spændende, og jeg kan godt forstå at det er vigtigt for nogen. Der er bare ikke en eneste af de her ting jeg prioritere.

På den anden side, er jeg ikke låst fast i mit arbejde, vi er ikke fanget i at skulle passe vores arbejde for at kunne finansiere vores forbrug. Ikke fordi vi ikke har penge, det har vi. Men for dem vil jeg hellere købe min frihed.

Jeg vil være den der viser mine børn at der er en anden vej. Det er svært, det er hårdt, det er til tider ensomt! Men for mig, for mine børns fremtid og for planetens fremtid er jeg overbevist om, at det er den rigtige vej.

Vi er nødt til at gøre noget andet, tænke anderledes og flytte os. For det vi gør i dag, er det der har sat os i den situation vi er i nu, med et klima der er ved at bukke under, på grund af det pres vi har lagt på det.





Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er vi bange for?

Det er vigtigt at have travlt. Det er vigtigt at være noget, og at være på vej et sted hen? Men hvorfor og hvad er det vi vil opnå med det ?

Er der noget grundlæggende i os, der gør at jagten efter mere og mere er svær lægge på hylden?. Det er svært sådan rigtig at sætte farten ned.

Jeg er overbevist om, at en stor del af det her med at ville mere, og have mere kommer af at vi hele tiden ser det omkring os. Vores nabo får en større bil, et nyt køkken, nyt tøj, ny terrasse. Det skal vi da leve op til, skal vi ikke ?
Medierne er fyldt med reklamer der fortæller os at vores liv bliver meget bedre, hvis bare lige vi får de her sko, den her airfryer, det her køkken, den her bil. Problemet er jo bare at der skal være penge til det hele. Så vi skal arbejde, og vi skal virkelig arbejde meget hvis vi vil blive ved med at være med. Huset har vi lånt til, bilen er også på afbetaling og de andre ting får vi med nød og næppe klemt ind i det pressede budget i en hverdag der i forvejen er presset.
Hvad så den dag vi ønsker os mere frihed ! FANGET, det kan du ikke. Du kan ikke bare sige dit job op, for du skal jo blive ved med at betale af på huset og bilen, samtidig med at lysten til de her ekstra mange nye ting ikke bare sådan lige forsvinder.
Hvis du spørger mig, så er det her et luksuriøst fængsel, hvor du faktisk ikke har frihed til selv at bestemme hvad du gerne vil..

Og fik vi det overhovedet bedre og var mere lykkelige af alle de her ting der skabte rammerne om vores fængsel ? Det håber jeg virkelig. For du er altså fanget. Og slipper kun ud hvis du virkelig ændre din måde at gøre tingene på.

Det er heldigvis sådan, at vi har ALTID et valg. Vi kan altid gøre noget andet. Men det kommer med ofringer. Det gør stort set alt i dag.

Hjemme hos mig, er min bil igennem de sidste 6 år, en gammel Fiat Panda. Det er i øvrigt vores største bil og den der er blevet brugt til barnevogne osv. Det kan man godt. Vores hus er langt billigere end det vi på papiret måtte låne til. Endda hvis vi lavede lån efter 1½ job og ikke engang to Ingeniør jobs.
Der er mange ting vi ikke har, Vi har ikke en masse streaming kanaler, et stort flot smart TV(Vores er et gammelt der er blevet kasseret et andet sted), vi har ikke et kæmpe stort hus(143 kvm, som i vores øjne er meget mere end vi har brug for), vi har ikke nyt tøj i det rigtige mærke(ved ikke engang hvad det er mere), Vi har ikke den nyeste smart phone og ipads. Vi rejser ikke på lange dyre rejser i ferierne, det er 6 år siden vi sidst har været ude og flyve, det var til Bornholm 😉

MEN VI HAR TID masser af tid. kl. 14.30 næsten hver dag er vi alle 4 hjemme. Vi deler et fuldtidsjob hvor min mand er hjemme onsdag, som er den dag jeg arbejder. Eftermiddagen er fri til hvad der lige er lyst til. Vi har ikke travlt.
Den vigtige del er, at selvom vi ikke har de her mange ting jeg har listet ovenfor. Så mangler jeg dem ikke. Jeg vil ikke betale med den tid jeg har for mig selv og sammen med mine børn.
Ved siden af det her er der også for mig personligt en meget vigtig ting, i det her med at vi har sørget for at vi ikke bruger flere penge end vi har, og at vi ikke har gæld op over begge ører. Jeg er på grund af skader i mine hænder ikke i stand til på nuværende tidspunkt at arbejde mere end jeg gør, i hvert fald ikke inden for mit fag(Har ikke fundet et bedre alternativ). MEN, jeg er ikke sygemeldt de andre 4 dage om ugen, jeg får ikke sygedagpenge. Jeg er fri til at gøre hvad jeg har lyst til, passe på mig selv, finde ud af hvad jeg måske skal i stedet for osv. Jeg var sygemeldt til at starte med, indtil det gik op for mig, at det ikke bare var noget der lige gik over. Derefter var det et valg vi tog, at en arbejdsdag måtte være nok.

Hvis du drømmer om mere frihed, mere tid og mindre stress, så overvej om der ikke er nogle ting i din hverdag som du faktisk ikke har brug for. Er det vigtigt at i bor i jeres store flotte hus, er det vigtigt at i har to dyre biler, at i går i det nyeste tøj, har det nyeste teknologi ? Eller kunne du faktisk godt være ganske tilfreds og måske endda gladere med mindre ?

Det er vigtigt at vi spørger os selv om vi faktisk har det godt i det liv vi har. Om der måske kunne laves noget om, der gjorde at vi faktisk ikke behøvede at have helt så travlt.

Herunder er der to forslag til bøger der kan sætte det hele lidt i perspektiv, og måske hjælpe os til at tænke lidt anderledes.

I den her sammenhæng har jeg virkelig hentet “Støtte og forståelse” i bogen ÆRØ MANIFESTET af Mai My Humaidan.(Dette er et Affiliated reklame link) Det lyder mærkeligt at få forståelse i en bog. Men da jeg læste den sad jeg virkelig med følelsen af at blive hørt og af ikke at være alene.

Anders der har skrevet bogen “Om at bo småt og leve godt”, (Dette er et Affiliated reklame link) trækker den helt derud hvor han bare har det han har brug for, et lille bitte hus på hjul på en grund i skoven.

Vi skal huske, vi er her kun EN gang, og vi skal have det bedste ud af det. Ikke de bedste ting og materielle goder, men det bedste liv! .

Udgivet i Skriv en kommentar

Et simpelt liv

Jeg er bange, frustreret og føler mig frygteligt alene i det. Vi lever i en verden, hvor vi de sidste mange, mange år har presset jordens system og ressourcer langt ud over hvad det kan holde til. Klimaet ændre sig og vi som mennesker håber stadigvæk på at kunne nå at gøre noget. Og hvis vi så lader den ligge der lidt….

Vi gør det samme ved hinanden, vi skubber og presser på, til ære for effektivitet, vækst, prestige osv…. Jeg er ikke helt sikker på vi ved hvorfor, for en ide og en drøm om, at vi skal blive til noget, vi skal opnå noget og have noget at vise frem. Vi bliver lykkelige, når alt arbejdet bare er ovre, når vi har gået i skole en million år, når vi har arbejdet os op af karrierestigen, samtidig med ta vi har fundet drømme manden, fået nogle børn, bygget et dyrt og virkelig flot nyt “bæredygtigt” hus, fået den nyeste EL-bil osv. Vi har arbejdet os selv helt i stykker og har været skide stresset hele vejen igennem, men om lidt, så bliver det bedre, så har vi det hele.
MEN, som udgangspunkt, så vil vi blive ved med at søge nye ting, vi vil blive ved med at skulle opnå noget. Det er utopi at tro at vi efter de her 10 års ekstremt pres på hele vores system, at vi bare kan sætte os ned og nyde resultatet af alt vores arbejde. Det vil bare fortsætte. Vi vil have mere, vi vil udvikle os og vi vil videre.
Og hvis vi ikke gør det og et kort øjeblik overvejer et andet liv, så har vi en stat og statsminister der fortæller os “Glem det, Venner”, vi skal ud og arbejde. Alle SKAL bidrage. Det eneste jeg her ser for mig er; Et Danmark, hvor vi presser mennesket til det yderste. Vi tager børnene med ind i saksen, før de overhovedet er færdige med at være børn. Vi skal alle sammen noget, og det skal gå hurtigt. Alle skal bidrage.
Det kan godt være det måske lige nu bidrager til penge i statskassen, men jeg er helt 100% sikker på, at det her bliver VIRKELIG dyrt på den lange bane, det er det allerede. Aldrig har vi haft så mange stressede mennesker, så mange depressioner, så mange diagnoser hos børn osv. Det vil blive værre.

Hvordan skal vi overhovedet kunne være bedre ved vores planet, som er vores hjem, hvis vi ikke kan på os selv og hinanden.

Jeg tror på et simpelt liv, på et liv hvor lykken ikke er materielle goder, hvor vi ikke stresser bare for at stresse og hvor vi husker at mærke efter.

Hvis vi tør at mærke efter, hvis vi vil ud af det her cirkus, kræver det nemlig usandsynligt meget stædighed og mod at gå mod alle de andre. Samtidig med at man konstant skal argumentere for, valget af en gammel bil, hjemmesyet tøj, en vil have, et gammelt tv, ingen streaming kanaler, minimum af sociale medier osv. Heldigvis er det lige så stille på vej, det bliver lige så stille okay, at leve et mere simpelt og langsomt liv, men der er lang vej endnu.

Jeg øver mig og jeg flytter mig lidt hver dag. Men jeg kan også godt mærke at jeg er nået til et punkt nu, hvor at hvis jeg begynder virkelig at mærke efter og gøre hvad jeg har mest brug for og nok også helst vil, så når jeg derud hvor jeg flytter mig så langt væk fra det jeg “kender”, at der ikke er nogen vej tilbage. Men det er måske også okay.

I hvert fald er følelsen af skam, over hvordan vi opfører os overfor jorden, verden og os selv som mennesker, stor. Vi opfører os som om vi ejer det hele og har en pokkers masse rettigheder. Det gør vi nok også på papiret, men papiret er vitterligt ikke meget værd, hvis vores hjem(jorden) er blevet ubeboeligt og vores krop er så ødelagt af stress og jag at den ikke kan hænge sammen mere, af den simple årsag at vi har ødelagt det hele!

Sæt farten ned og nyd de små simple ting.

Udgivet i Skriv en kommentar

Februars læseliste

Som du kan se i tidligere indlæg læste jeg ret mange bøger i Januar. Det er gået lidt i stå i februar, blandt andet fordi jeg er ramt ind i nogle lidt tunge og også en smule kedelige bøger 🙂 Men i får listen alligevel.

Februar i tal: Jeg har i februar læst/haft gang i 5 bøger. Af det har jeg læst 775 sider. Hvilket er 28 sider om dagen, ca. Så det er egentlig ikke fordi jeg er gået helt i stå 🙂

MORMORLIV” af Jane Ibsen Piber. Jane har også skrevet bogen Den lille guide om minimalisme. Der er mange ting i de to bøger der går igen. Bogen er hyggelig, jeg kan godt lide mormors historier om hvordan det hele var dengang hun var ung og også da hun havde fået børn. Jane har ret der er mange ting vi kan lære, og der er mange ting der ville gøre verden til et “grønnere” sted, hvis vi bare gjorde som Mormor. For mig er der ikke mange ting der er helt nye, men det er jeg sikker på der vil være for nogle mennesker. (Antal sider; 181)

“Alt er fucked” af Mark Manson. Mark Manson lavede en helt fantastisk bog i “Kunsten at være fucking ligeglad”. Den ramte mig virkelig og gav så meget mening. Så jeg tænkte, at eftersom det her skulle være efterfølgeren, så måtte den være i samme stil. Den her bog giver ingen mening. Han roder rundt i en masse betegnelser og forsøg på humoristiske forklaringer af følende og tænkende hjerner, at jeg er helt tabt. Jeg har givet op efter 59 sider.

Alt er ladesiggørligt” af Marie Forleo. Marie er helt genial på mange punkter. Bogen er ret amerikaniseret, og mange af hendes eksempler er som tingene nu er i USA, lige lidt vildere end i DK 🙂 Men grundprincipperne giver helt klart mening og det er en bog der er værd at læse. Hun forklarer hvordan man kan ændre mindset i forhold til at gøre alt ladesiggørligt. Rive sig fri af alt det vi kender og alt det vi er opdraget til. Hun gør det på en rar og humoristisk måde og kommer godt igennem med hendes måde at skrive på. (Antal sider; 309)

“Invester bæredygtigt” af Pernille Wahlgren og Eva Grønbjerg. Jeg har lidt blandede oplevelser med bogen. I starten bliver der rodet rundt i en masse omkring investeringer og de forskellige ting omkring dette. Det giver ikke rigtig mening, og de gør det svært at forstå. Men til sidst i bogen er der et rigtig godt afsnit om hvad der egentlig er bæredygtigt. Et eksempel er; kan vi overhovedet tillade os at kalde tallerkener/kopper og andet lavet af materialer der reelt kunne være brugt til at brødføde en masse mennesker bæredygtigt, når en stor del af verden stadigvæk sulter? Og kan vi kalde vindmøller bæredygtige når det er næsten umuligt at genanvende den mængde vindmøller der allerede er skrottet? De sætter tingene lidt på spidsen, men jeg syntes synspunkterne er rigtig spændende og giver ting til eftertanke. (Antal sider 181)

Det der helbreder dig” af Wayne Jonas Bogen er skrevet af en læge, der har brugt mange år i læge praksis og set masser af eksempler på forskellige måder at behandle folk på. Wayne er tilhænger af det alternative, hvis det virker, og han stiller spørgsmålstegn ved nogle lægelige behandlinger fordi han har set levende eksempler på at det ikke har en effekt, eller måske endda at placebo har været en bedre løsning. Det er en spændende bog, og der er mange vinkler på det at behandle mennesker. Men bogen blev for tung læsning. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til den. I denne omgang nåede jeg 45 sider ind i bogen. 🙂

Igen har jeg været på biblioteket efter alle bøgerne, fandt i denne omgang ingen jeg bare måtte eje.

Jeg køber gerne bøger brugt. Jeg bruger f.eks. gerne Saxo, der udover at handle med nye bøger også giver mulighed for at man kan købe brugt. Du kan faktisk have din egen salgsprofil derinde, og så sælge dine brugte bøger igennem dem. Det er da smart.

Udgivet i Skriv en kommentar

Jeg vil også forstå investering

Indlægget indeholder Affiliated links.
Har du også hørt en masse om investering og om at få pengene til at arbejde for en? Det lyder rart ikke. Men samtidig måske også lidt skræmmende og svært.

Jeg har besluttet at jeg vil forstå, og være med. Jeg har også prøvet i lang tid, men det har været rigtig svært, blandet andet fordi de ting min mand, der har sat sig meget ind i investering, forstod, dem forstod jeg ikke. Jeg havde svært ved at sætte mig ind i termerne og forstå hvordan det hang sammen.
Jeg har forsøgt med bøger som; “Your Money or your life” af Joseph R. Dominguez og Vicki Robin. Det er en tung bog, og virkelig en man skal koncentrere sig om. Den er på engelsk og har mange specielle termer. Indholdet er virkelig relevant, men det er IKKE en begynderbog. Dem har jeg mødt flere af.

I stedet er jeg begyndt at låne det jeg lige finder om emnet på biblioteket, jeg låner gerne flere titler af gangen og tager med hjem. Jeg prøver at læse, dem jeg forstår og der giver mening dem fortsætter jeg ved, dem jeg ikke forstår, dem skriver jeg titlen ned på, og gemmer til jeg forstår lidt mere.

Jeg vil ikke have det her til at skulle være en svær og kompliceret uddannelse mere, der har jeg været. Jeg er uddannet civilingeniør og har siddet 5,5 år på skolebænken. Det her vil jeg gøre for min egen skyld og fordi jeg virkelig har lyst, derfor skal det også forgå i et tempo hvor jeg kan være med. Jeg har to små børn på 4 og 6 så læsning foregår om aftenen og når der lige er tid, dermed skal det også være noget der ikke er alt for svært, for så mister jeg lysten til at gøre det.

Jeg har fundet ud af at der også er rigtig stor forskel på om bøgerne er skrevet af mænd eller af kvinder. Dem skrevet af mænd, er liidt for “smarte” og kan være svære at forstå. Dem skrevet af kvinderne taler mere til en som menneske og rammer nogle helt andre fokuspunkter.

Jeg har læst “Invester i Livet” af Pernille Wahlgren og Jane Bækgaard – Den er jeg fan af. Det er lavpraktisk, men forklarer stadigvæk nogle af de ting der kan være lidt svære. Samtidig med at den forklarer hvad det er for nogle ting man kan få ud af livet hvis man lære at investere, og dermed får ens penge til at arbejde for en. – Simpel, let læselig og en man kan relatere til.

I går blev jeg færdig med “Frihed, FIRE og familieliv” af Emilie Eskelund Mørck. I den er der både fokus på investering, opsparingsrater, familieliv, hvordan man går på kompromis, hverdagsoptimering og spareråd. Den dækker altså et lidt bredt emne, samtidig med at det hele jo er noget der på en eller anden måde hænger sammen. Der er konkrete eksempler og den er simplet skrevet. Emilie rammer bredt og skriver på en måde så jeg tænker de fleste er med.

Samtidig med de her bøger er jeg faldet for universet “Female Invest” hvor 3 unge danske kvinder har skabt et KÆMPE investerings univers for kvinder. Lavet af kvinder og solgt til kvinder. De serverer den svære viden pakket ind i lyserødt med et budskab der hedder at det skal være sjovt at investere. Det skal ikke være en sur pligt. De har lige udgivet boget “Girls just wanna have funds”, den har været på markedet siden lige før nytår, er allerede en bestseller flere steder. Jeg er igang med den, jeg fik den dog købt på engelsk og jeg har fundet ud af at når det er noget der er fagligt, som investering jo er, vil jeg helst læse på dansk. Så lige nu venter jeg på at den danske version udkommer. Jeg deltog i et webinar og købte i den sammenhæng et års medlemsskab sammen med den danske bog. Herfra har jeg fået et link til 50% besparelse som du kan få glæde af ved at klikke på linket: SPAR 50% på et års medlemsskab . Det er et imponerende stykke arbejde de her 3 damer har lavet. Med et medlemsskab får du adgang til en hel platform af viden omkring investering, et kæmpe forum for medlemmerne, hvor man kan stille spørgsmål og snakke med andre om det at investere sine penge.

Bliver jeg glad for nogle af bøgerne bliver de skrevet på min ønskeseddel, ellers aflevere jeg dem jo bare tilbage på biblioteket, og det har ikke kostet mig mere end køreturen derned. 🙂

Så kan man jo godt spørge sig selv, HVORFOR gider du sætte dig ind i alt det her? Hvorfor bruger du ikke bare de penge du har i stedet for at spare dem op og investere dem.
Vi har hjemme har vi allerede nu mærket, at det at vi har tænkt os om økonomisk, har reddet os flere gange. Først har vi fået to for tidligt fødte børn, så har jeg været udfordret psykisk efter ungernes fødsel og nu her til sidst efter at jeg har været ude og arbejde i et “rigtigt job” i 1½ år, er jeg sygemeldt og nok nødt til at acceptere at mit arbejdsliv ikke bliver efter standarden.
Det er også okay, for det har vi lavet plads til. Vi har lavet plads til at jeg ikke arbejder fuldtid, eller måske ikke engang halv tid.
Vi behøver ikke revurdere hele vores liv når de her ting opstår, vi kan få det til at hænge sammen, fordi vi blandt andet sidder i et forholdsvist billigt hus, har billige gamle biler vi selv kan lave, vi ikke har et vildt forbrug og vi ikke har en masse dyre lån.

Vi køber mange ting brugt, og sælger ud af det vi ikke længere bruger. Det jeg kan sy selv gør jeg.

Man skal jo bare huske at det her fungerer for os, og hjælper os til at få den frihed vi gerne vil have. Det er ikke sikkert at man vil kunne gøre det samme, eller ønsker det samme hjemme hos jer. Vi er heldigvis alle sammen forskellige og vi har alle sammen muligheden for at vælge til og fra.

Det her var kort om hvordan jeg lige så stille er kommet igang og hvilke bøger jeg er startet med. Jeg vil dele flere indlæg om hvordan det går, hvad jeg har fået ud af de næste bøger jeg har på min liste og hvad det med investering og måske økonomisk uafhængighed betyder for os. De kommer løbende som jeg har stof til dem. 🙂


Tak for at du vil følge med. 🙂